Hvad er den perfekte temperatur i vinkøleskab?
juli 16, 2024Når man elsker vin og både går op i at samle på gode vine og ikke mindst at nyde dem, så er temperatur ved opbevaring såvel som servering helt centralt. Du kan sikkert de forskellige vintypers serverings temperatur på rygraden – og hvis ikke, så genopfrisker vi dem lidt længere nede i denne artikel!
Men hvad er den perfekte temperatur til opbevaring i et vinkøleskab? Overordnet gælder reglen, at jo koldere det er, desto langsommere udvikler vinen sig. Det må siges at være en fordel, når det kommer til de mere kostbare rødvin fra for eksempel Bordeaux, der kan lagres og modnes 10 til 20 år. Men udsagnet har også sin ret, når det kommer til opbevaringstemperaturen for knap så dyre, men gode vine: Ved en opbevaring ved stuetemperatur (omkring 20 grader), kan du nemt halvere en rødvins levetid, specielt hvis der i denne opbevaring sker store udsving i temperaturen. Dette kunne være fra en brændeovn, der pludseligt kan hæve temperaturen 5-10 grader, sol-opvarmende lysindfald, eller koldt træk ved grundig kold udluftning og derpå genopvarmning af rummet.
Så særligt en stabil, lav temperatur har meget at sige – og ikke mindst en fuldstændig stabil opbevaring med så få vibrationer som muligt.
Blandt andet derfor kan man ikke bare sætte sit gamle køleskab til i kælderen og bruge det til opbevaring af forskellige vine og som vinkøleskab: Temperaturen kan som oftest maksimalt komme op på 5 grader og vibrationerne fra maskinen ryster vinen godt og grundigt, hvilket kan have grusomme konsekvenser ved langtidsopbevaring af vin.
Derfor bringer vi her nogle tips til den perfekte opbevaring og temperatur i vinkøleskab – for intet er mere ærgerligt end en fantastisk flaske vin, der er blevet ødelagt på grund af forkert håndtering…
Hvilke temperaturer skal vinkøleskabet indstilles til?
Temperatur i et vinkøleskab kommer selvfølgelig først og fremmest an på de vintyper, du vil opbevare – er det ung eller moden rødvin, fine champagner, hvidvine eller portvine? Og dernæst om du ønsker at have et specialiseret vinkøleskab, der primært retter sig mod servering eller et vinkøleskab der er direkte skabt til langtidsopbevaring. Sidstnævnte vil sige at vinkøleskabet så at sige har funktion som en vaskeægte vinkælder, både når det kommer til perfektionering af temperatur, luftfugtighed, UV-beskyttelse, minimering af vibrationer og lugtkilder etc.
Begge funktioner dækkes også af multizone køleskabe, hvor man således kan indstille én temperatur zone til langtidslagring og en anden til serveringstemperaturer. Et multizone vinkøleskab er også praktisk, hvis du ønsker at have flere forskellige vintyper på køl til servering, da de forskellige vintyper kan køles til varierende temperaturer – faktisk over et spænd på over 10 grader celsius.
Så lad os først se på temperaturerne i et vinkøleskab, som du ønsker at indstille til serveringstemperatur på rødvin, hvidvin og champagner. Koldest skal de fleste mousserende hvidvine og champagne samt meget søde hvidvine have det, nemlig helt ned til 4-6 grader. De fleste typer af moderat til meget tør hvidvin skal gerne serveres ved 7-10 grader, mens mere søde og friske hvidvine klædes af temperatur på 11-13 grader. Det samme gælder for lette, unge rødvine, for eksempel en ung Beaujolais – de frugtrige vine, rødvin såvel som hvidvin, skal simpelthen køles ned omkring de 11-12 grader for at folde sig ud og holde sig elegante. Varmest skal de ældre rødvine have det – serveringstemperaturen for disse ligger mellem 16 og 18 grader.
Så – med disse store forskelle in mente – medmindre du stædigt kun drikker én type af vin og er dybt inkarneret rødvinssamler eller hvidvinselsker, så anbefaler vi altså at du investerer i et serverings vinkøleskab med flere temperatur zoner.
Hvilken temperatur er bedst til opbevaring i vinkøleskab?
De professionelle opbevarings vinkøleskabe er specialdesignet til flere års flaskelagring og opbevaring af større kvalitets rødvine såvel som tophvidvine med højt indhold af garvesyre. Her gælder det selvfølgelig både andre temperaturer til opbevaring og at du skal have visse funktioner for øje.
For det første skal du sikre dig, at vinkøleskabet holder en meget stabil temperatur, selv efter det har været åbnet. Som udgangspunkt er den ideale opbevarings temperatur til rødvin 12 grader – her kan rødvinen i ro og mag udvikle sig, uden dog helt at gå i dvale. Selv mindre, ofte forekommende udsving i temperaturen kan sætte uhensigtsmæssige udviklinger gang i vinen og dens opbevaringspotentiale kan sættes over styr. Derfor skal du investere i et vinkøleskab af solid kvalitet, når det kommer til langtidsopbevaring – for eksempel af kostbare investeringsvine og top rødvine, der gerne skal kunne klare en 10-15 års lagring i flasken.
Hvidvine skal opbevares ved en lavere temperatur, nemlig 8 til 10 grader, afhængig af indholdet af tanniner og andre frugtsyrer, der konserverer vinen og gør den modstandsdygtig. Det er dog de færreste hvidvine, der bør lagres mere end 5-10 år.
For det andet skal dit vinkøleskab til opbevaring ydermere beskytte mod vibrationer – det være sig de vibrationer, der opstår når kompressoren kører i maskinen såvel som vibrationer udefra. Vinkøleskabe af en vis størrelse er som oftest isolerede mod kompressoren og velaffjedrede, når det kommer til montering eller fritstående placering på gulvet. Men det kan stadig give udfordringer ved for eksempel mere “fjedrende” gulvtyper, så tænk over skabets placering og en eventuel mulighed for at bolte det fast til væggen.
Hertil kommer, at hvis der er glas i døren til vinkøleskabet, skal det have UV-filter. Mest optimalt er det selvfølgelig med en massiv låge – men det kan også være skønt at nyde synes at vinene! Der findes efterhånden UV-beskyttende glas med meget høj dækning i langt de fleste modeller.
Også lugtpåvirkning er en risiko ved langtidsopbevaring af vine og derfor er det essentielt, at der er et kulfilter eller lignende i vinkøleskabet. Ofte vil dette filter også være en aktiv komponent, når det kommer til at opretholde en passende luftfugtighed på 55-75%.
Skal vinkøleskabet være integreret eller fritstående?
Ved det enkeltstående vinkøleskab cirkulerer luften ud ved siderne eller bagved. Det kræver derfor lidt plads rundt om og bagved, for at den varme luft kan ventileres ordentligt væk og ikke belaste køleskabets ydeevne såvel som strømforbrug. Som nævnt tidligere skal du særligt ved denne type sørge for, at der er et solidt gulv og underlag, som ikke rokker ved det tunge skab og skaber vibrationer.
Et vinkøleskab, der er integreret i den øvrige køkkenindretning står til gengæld urokkeligt fast. Her ventileres luften som oftest på fronten af skabet, hvilket er mere praktisk i forhold til strømforbrug og at holde temperaturen helt stabil og lav – også under hedebølger, der kan få de fleste ældre køleskabe til at svede lidt!
Et integreret vinkøleskab fås som andre køkkenkomponenter i forskellige højder og kapaciteter, så det er selvsagt både en tjekket, praktisk og elegant løsning til det nyindrettede køkken. Husk også at tjekke op på modellens støjniveau, der angives i decibel, da visse typer kan have tendens til et væsentlig højere lydniveau end andre.